Godt naboskab

Gode råd om at være naboer, og lidt om eksisterende regler



Vi skal hjælpes ad med at vedligeholde freden og skønheden i vores område. Derfor beder vi alle om at tage hensyn til disse regler:

 

Støj

Soundbokse, motorplæneklippere, motorsave, buskryddere samt andre støjende maskiner anvendes med mest mulig hensyntagen til naboer. Undgå i øvrigt unødvendig støj.

 

Hunde og heste

I perioden 1. oktober - 31. marts må hunde løbe uden snor på stranden, hvis de er under førerens kontrol, og i perioden 1. september - 31. maj må man ride på stranden jvf. §22 i Naturbeskyttelsesloven.

Hunde må ikke bade i havet ved det blå flag jvf. Friluftsrådets bestemmelser.

 

Afbrænding af affald

Vi må ikke afbrænde haveaffald i foreningens område. (Se vejledning fra Syddjurs Kommune). Haveaffald kan afleveres gratis på kommunens genbrugspladser, komposteres eller bruges i et kvashegn.

 

Campingvogne

Campingvogne uden registrering må max. stå på en grund i 8 dage. Parkering ud over 8 dage kræver tilladelse fra Syddjurs Kommune.


Vedligeholdelse af private fællesveje

Vi er som grundejere forpligtiget til at vedligeholde vores egen del af fællesvejen. Fx skal vi beskære træer, så der er mindst 4,20 m fra kørebanen og 2,75 m fra fortov op til evt. overhængende grene.



Hække

Du kan frit aftale højden på en hæk i skel med din nabo. Hvis I ikke kan blive enige, kan den ene part kræve hækken beskåret til 1,80 m en gang om året. Hække, der ikke står i skel, må være lige så meget højere end 2 m, som deres afstand til skellet. Hække, der står mere end 1,75 m fra skel, er der ikke særlige regler for. Se i øvrigt Hegnsloven.