Forårsbrev 2025

Forårsbrev 2025

Kære alle

Foråret er startet på forrygende vis - masser af solskinstimer og heldigvis for området med minimal regn. Den manglende regn i forhold til normalen har været rigtig godt for mange grundejere der tidligere har døjet med grundvand.
Det er tid til at sætte x i kalenderen for vores generalforsamling fredag den 11. juli 2025. Vi har fået rykket vores møde så endnu flere har mulighed for at deltage. Molskroen er sat til salg, men vi håber ikke det vil få indflydelse på afholdelse.

Både på stranden

Som præsenteret på generalforsamlingen og i vinterbrevet tager vi initiativ til at forskønne strandoverdrevet. Der ligger desværre en del både, som mere er maritimt affald end de er søgående rekreationsfartøjer. Det er helt i orden at vi har både, kajakker og surfboards liggende på strandoverdrevet i sommerperioden, men de skal jo tages retur om vinteren. Det er der også nogen, der er, men tilbage ligger en del både i varierende grader af suspekt tilstand. Vi har som beskrevet tidligere trukket dem, der helt oplagt er affald, til side og markeret dem, for at give ejeren en sidste chance for at rydde op efter sig selv. Hvis ejeren ikke tager ansvaret på sig, vil vi køre dem til bortskaffelse lørdag den 12. april.
GFFS gør dette i samarbejde med blandt andet bestyrelsen for Strandgrunden. Vi har orienteret Syddjurs Kommune og Ebeltoft Lokalpoliti om initiativet. Det er samme procedure, kommunen bruger på sine arealer.
Det er en tung forskønnelsesopgave, og vi vil gerne have hjælp af frivillige. Kontakt bestyrelsen, hvis du vil bidrage.

Fischer Parken
Der har været et tæt og konstruktivt samarbejde med kommunen omkring vedligeholdelse. Der har været stor forårsaktivitet:

  • De to Petanque baner på station er blevet renset og luget.
  • Kantbrosten er blevet renset i hele parken, bortset fra torvet hvor Parkvej og Vestervangen mødes.
  • Fodboldbane på stadion er blevet tromlet og slået for første gang i år.
  • Siv på strandengen er blevet slået og fjernet.

Derudover sker der løbende oprensning ved mølleåen, tømmerbækken og udløb på venstre side ved badebro. Indtil videre, virker vores tidligere opgravning ved overløb efter hensigten, men der har jo heller slet ikke været den samme mængde af vand som sidste forår.

Badebro
Den lørdag den 12. april er der tid for reetablering af badebroen. Et godt samlingssted for familien og de forårskåde badere.
Har du lyst til at hjælpe og deltage i badebrolauget så kontakt bestyrelsen.

Afvanding i området
Der har været gang i mange initiativer - som tidligere beskrevet - i vores medlemsområde.
Et af projekterne er etablering af afvandingskanal ved Vestervangen/Møllestien. Et godt initiativ der er betalt af grundejerne i tæt samarbejde med kommunen. Succesen kan forhåbentlig mærkes ved fremtidige massive regnskyl.

Facebook
Der er mange hændelser/aktiviteter der bliver kommenteret på vores Facebook side. Vi opfordrer derfor vores medlemmer at blive tilknyttet.
facebook.com/groups/grundejerforFemmoellerStrand/



Med venlige forårshilsener

Bestyrelsen
Grundejerforeningen Femmøller Strand