Her, ved begyndelsen af det nye år, vil bestyrelsen gerne give en kort opdatering på, hvad vi har arbejdet med i efteråret og den aktuelle status.
Der har været mange sager på dagsordenen i løbet af efteråret. Bestyrelsen har deltaget i mange møder, både internt og eksternt, herunder med både administration og politikere i Syddjurs Kommune.
Der har været talrige kontakter til Syddjurs Kommune omkring vores fokusområder. Vi har desværre måttet bruge alt for megen tid på blot at komme igennem til kommune-administrationen for simple afklaringer af mødeplanlægning eller skaffe svar på forholdsvis enkle forespørgsler.
Det fornemmes ikke, at kommunen ligefrem higer efter borgerinddragelse.
Og vi må desværre konstatere, at vi i flere sager tilsyneladende ikke længere opfattes som en væsentlig, høringsberettiget part. Det må vi arbejde på.
Der er dog også sager, som er afsluttede.
Lokalplan 426 er endeligt vedtaget. Lokalplanen har fyldt rigtig meget og over lang tid. Den blev påbegyndt i 2019 og indledt med et superfint forløb med medinddragelse af grundejerne, og har nu fundet sin endelige form.
Det er glædeligt, at vi nu har sikret, at områdets karakter, som planlagt af Egil Fischer, bliver bevaret og nyt bliver tilpasset.
Vi har gennem flere år arbejdet på at få en skriftlig vedligeholdelsesplan for Fischerparken fra kommunen. Den lader stadig vente på sig. Der er dog en mundtlig aftale på plads, som blandt andet omhandler vedligeholdelse og udskiftning af udgåede Rønnetræer.
Netop nu er kommunen i gang med en længe aftalt styning af Rønnetræerne.
Der følges kontinuerligt op med kommunen.
Brasens grund på Møllestien har altid haft en servitut om, at bevoksningens højde max må være 1,25 meter.
Kommunen har helt utilstedeligt aflyst denne servitut i forbindelse med den nye lokalplan. Vi har protesteret. Vedligeholdelse af grunden vil dog indgå i den kommende driftsplan for Fischer området.
Foto: Ulla Rugaard
Lyngsbækvej
Problemerne vedrørende manglende rydning af bevoksning til skel langs Lyngsbækvej, samt etablering af et areal for gående, er ikke blevet løst. Vi har efterhånden “slidt” 3 medarbejdere op hos kommunen for at få løst problemet - alle har de opsagt deres job. Herudover har bestyrelsen haft møde med udvalgsformanden Kim Lykke Jensen. Vi afventer nyansættelse i afdelingen. Grundejerforeningen er fast besluttet på at skabe større sikkerhed for de gående langs vejen.
Efter lokalplanens vedtagelse kan vi nu komme videre med oprettelse af et fælles samlingspunkt i området; ”Kulturladen”.
Ejeren af Nørrehald, Jonas Anker-Pedersen, har som bekendt givet tilsagn om, at den gamle lade på Parcelgården kan anvendes til formålet.
Der ligger et stort arbejde forude, for at få projektet ”Kulturladen” til at blive en realitet. Det vil kræve stort engagement og opbakning fra grundejernes side. Der skal findes finansiering til renovering. Der skal bruges frivillig arbejdskraft. Der skal bruges ideer til anvendelsesmuligheder – også indtægtsgivende aktiviteter, som vil kunne bidrage til driftsøkonomien.
Der er nedsat en arbejdsgruppe, som er ved at planlægge, hvordan vi kommer i gang. Planen er for nuværende, at der skal dannes en forening, og derfor vil der blive indkaldt til et borger- og interessentmøde den 4. februar 2023.
Nedrivningen af molen; tror vi nu endeligt på, vil komme til at ske i løbet af foråret. Vi ved godt, at vi har sagt det her før, men begrunder det nu i, at Forsvaret i løbet af efteråret har overladt opgaven, herunder udbudsfasen, til det rådgivende Ingeniørfirma, Niras.
Niras har iværksat flere konkrete tiltag og haft en dialog med SDK om detaljerne i nedrivningen.
Et tiltag er, at nedrivningen tilsyneladende ikke kommer til at omhandle hele NATO-molen, men alene den med spunsplader beklædte yderste del af molen, der fjernes helt, mens stendæmningen bevares. Dog fjernes asfalt og andet bygværk m.v.
Dette er tilsyneladende accepteret af kommunen, uden at vi har været involveret.
Vi og grf. Østervang har aftalt, at vi ikke blander os i dette, men måske netop kan se en fordel for et efterfølgende broprojekt i, at der er et vist fundament at bygge ud fra.
En erstatning for NATO-molen har vi arbejdet mere eller mindre intenst med i de seneste par år, som orienteret om på tidligere generalforsamlinger.
De byrådspolitikere, herunder borgmesteren, som vi har haft lejlighed til at briefe om vores ideer, udtrykker alle stor velvilje og enighed i behovet for at kunne fortsætte de nuværende fritidsaktiviteter omkring molen, også i fremtiden.
Men når vi prøver at føde et pilotprojekt ind i kommuneadministrationen, så løber vi decideret panden mod en mur.
Vi forsøger nu, gennem et tæt samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge, om de kan skabe mere gennemslagskraft og måske indflydelse på et højere niveau. Nationalparken er ret begejstret for vores ideer og områdets muligheder. De er samtidig inviteret med i et landsdækkende projekt omkring etablering af flere kunstige rev i regi af Verdensnaturfonden, flere andre fonde samt kunstgruppen Superflex. Nationalparken peger på, at en placering netop i vores område vil give god mening, kombineret med vores ønske om en ny bro eller mole.
Der er allerede skaffet finansiering af et pilotprojekt, der sættes i værk først i det nye år for at afdække bæredygtigheden af ovenstående tanker.
Bestyrelsen ønsker jer alle et rigtigt godt Nytår!
Helle Johansen,
formand