Så skriver vi december måned så bestyrelsens informationsbrev er i år blevet til “vinterbrev” og julelysene brænder nu flere steder - endnu et dejligt år er gået på godt og ondt. Vores område er bare fantastisk med de forskellige årstiders fascination. Badebroen er taget op med varsel om mere uroligt vejr - det forhindrer dog ikke de hårdføre vinterbadere i at få fødderne i koldt vand. De fleste ser dog frem til forår og sommer.
NATO Molen:
Molen er nu fjernet, og stranden er begyndt at rette sig fint til. Det var en fornøjelse allerede fra pinsen at se de første besøgende bruge den resterende stenmole og badestranden i det gode vejr. Det har været en tydelig forskønnelse af vores område, og vi forventer, at det vil fortsætte.
For tiden er der ingen aktive projekter hos kommunen eller hos Nationalparken for området omkring den gamle Nato-mole og grunden med pumpehuset bagved. I bestyrelsen arbejder vi dog fortsat på muligheden for aktiviteter inden for det mandat, vi har fra undersøgelsen hos medlemmerne i 2021, samt at sikre naturbevarelsen på den tidligere pumpegrund.
Både på stranden:
Som præsenteret på generalforsamlingen tager vi initiativ til at forskønne strandoverdrevet. Der ligger desværre en del både, som mere er maritimt affald end de er søgående rekreationsfartøjer.
Det er helt i orden, at vi har både, kajakker og surfboards liggende på strandoverdrevet i sommerperioden, men de skal jo tages retur om vinteren. Det er der også nogle, der er nu, men tilbage ligger en del både i varierende grader af suspekt tilstand. Den lørdag 14. december kl. 10 vil vi trække dem, der helt oplagt er affald, til side og markere dem med et lamineret ark, for at give ejeren en sidste chance for at rydde op efter sig selv. Hvis ejeren ikke tager ansvaret på sig, vil vi køre dem til bortskaffelse til april.
GFFS gør dette i samarbejde med blandt andet bestyrelsen for Strandgrunden. Vi har orienteret Syddjurs Kommune og Ebeltoft Lokalpoliti om initiativet. Det er samme procedure, kommunen bruger på sine arealer.
Det er en tung forskønnelsesopgave, og vi vil gerne have hjælp af frivillige. Kontakt bestyrelsen, hvis du vil bidrage.
Forskønnelse af vores område:
Vi vil gerne opfordre til, at alle grundejere vil hjælpe med til at holde vores område attraktiv - frivillige til op og nedtagning af badebro, fælles hjælp til vedligeholdelse af petanque baner, indsamling af affald med mere. Sikre at invasive arter som gyvel på de enkelte grundejeres ejendom fjernes, så området ikke invaderes, som det nogle steder er ved at ske.
I samarbejde med Syddjurs kommune og frivillige er følgende blevet vedligeholdt i området i 2024:
Frivilliges arbejde i området 2024:
Stor tak til alle frivillige. Det betyder utrolig meget for alle i området.
Afvanding:
Efter perioder i året med rigtig meget vand har der været rigtig mange initiativer som GFFS har understøttet. Formålet har været at øge afvandingen fra området med henblik på forebyggelse af oversvømmede veje og grunde som oplevet det seneste år.
Der er blandt andet ved kommunens mellemkomst søgt tilladelse til opgravning af grøfter og rørføring af vand i området Vestervangen/Møllestien. Der arbejdes med et lignende projekt omkring Georgsensvej/Nymarksvej og på et stykke ved Kystvejen.
Ens for alle projekter er, at grundejere, der direkte eller indirekte har nytte af projekterne, også er dem der skal betale. Kommunen har her været behjælpelig med fordeling af omkostninger.
GFFS opfordrer grundejere med problemer til at samle sig i områder med problemer - kommunen har været yderst hjælpsomme, når man står samlet. Manglende afvanding kan medføre lavere salgspriser - ikke kun for dem der er direkte berørt, men også for de omkringliggende ejendomme der indirekte bliver berørt. Så grundejere bak op om de lokale initiativer.
Lyngsbækvej:
Vi har i rigtig mange år arbejdet på at gøre Lyngsbækvej mere sikkert for de gående. Gang på gang, hvor vi har troet på, at vi var tættere på en løsning - er vi blevet “smidt af bussen” - konstant nye medarbejdere i kommunen har ikke gjort det lettere. Vi kæmper stadig, - samtidig med at brevudvekslingen heldigvis er digitalt - ellers havde A4 mappen været fyldt for længst.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Grundejerforeningen Femmøller Strand